Hjælp til LCCbyg 4.0

Projektskabeloner - Vælg beregningstype blandt flere forskellige skabeloner

LCCbyg indeholder en række projektskabeloner. Der findes forskellige skabelontyper, rettet mod forkellige opgaver. På startsiden kan du vælge den skabelon, der er mest relevant for dit projekt. I de tre grupper findes tomme skabeloner og eksempelprojekter. For nærmere information omkring eksempelprojekterne, se LCCbyg.dk.

Standardskabeloner

Her kan der vælges mellem skabeloner og eksempelprojekter.

‘Nyt standardprojekt’ er LCCbygs standard skabelon. Den indeholder BUILDs Levetidstabel og bygningsdele opdelt efter SfB. En engelsk version af denne skabelon findes under ‘New standard project in English’.

‘Almene boliger med SfB’ er en udvidet version af standardprojektet, hvor bygningsdele er opdelt efter SfB med mulighed for opmærkning efter BOSSINF. Derudover er det muligt at angive og bedømme målsætninger for projektet.

Fra version 3.6.10, er det der før hed “Den enkle skabelon”, blevet optaget i gruppen af standardskabeloner.

‘Renoveringsopgaver’ er målrettet den ikke-professionelle bruger, og er særlig anvendelig for dig hvis du er en ejer- eller andelsboligforening, mindre privat udlejer, parcelhusejer eller håndværker. Skabelonen er især brugbar ved planlægning af mindre renoveringsopgaver, hvor du har brug for et hurtigt overslag over de samlede omkostninger til byggeoppgaven og den efterfølgende drift.

Standardskabelon eksempler

‘Eksempel på standardprojekt’ indeholder et komplet kontorbyggeri efter SfB ved brug af ‘Standardprojekt’-skabelonen. ‘English example project’ indeholder samme eksempelprojekt på engelsk.

‘Forslag til helhedsplaner’ sammenligner komplette renoveringer af en almen bebyggelse ved brug af skabelonen for ‘Almene boliger med SfB’.

‘Fremtidssikring af almen boligbebyggelse’ benytter ’Almene boliger med SfB’ til at undersøge hvordan totaløkonomi i en almen boligbebyggelses balanceres ved variende omfang af renovering.

‘Eksempel på tag- og vinduesudskiftning’ benytter opgaveskabelonen ( tidligere kaldt “Den Enkle skabelon”) og sammenligner udskiftning nu versus udskiftning på et senere tidspunkt.

Yderligere eksempler findes i Eksempelsamlingen på Lccbyg.dk.

DGNB-skabeloner

Disse skabeloner er skræddersyede til DGNB-certificeringer. De indeholder alle levetider og enhedspriser for forsyning.

‘DGNB skabelon for kontorer og andre bygningstyper’ er baseret på DGNBs standard. Den følger således både 2016 og 2020-manualerne.

‘DGNB skabelon for hospitaler’ er baseret på DGNBs standard for hospitalsbyggerier.